thumb|NASAs Columbia, april 1981 Rumfart betegner rejse eller transport i rummet. Der skelnes mellem bemandede og ubemandede rummissioner.
Historie Idéen om at rejse i rummet har eksisteret i litteratur og videnskab længe før teknologien gjorde det muligt. Det giver sig blandt andet udtryk i en blomstrende science fiction-litteratur.
Konstantin Tsiolkovskij (1857-1935) fra Rusland betragtes som rumfartens fader. I slutningen af det 19. århundrede beskrev han teknologien for at kunne rejse i rummet, i særdeleshed raketmotoren.
I USA eksperimenterede Robert Goddard (1888-1945) i 1920'erne og 1930'erne med raketter med flydende brændstof i forholdsvis ubemærkethed.
Den store praktiske udvikling fandt sted i Tyskland under den 2. verdenskrig, hvor rumalderen blev indledt 3. oktober 1942 med opsendelsen af en A4-raket, forløberen for V2-raketten, fra Peenemünde under ledelse af Wernher von Braun. Ud over den militære anvendelse dannede den grundlaget for raketten til brug for rumforskningen.
thumb|Buzz Aldrin på Månen Den egentlige rumalder startede den 4. oktober 1957 hvor Sputnik 1, verdens første kunstige satellit, blev opsendt fra Bajkonur-kosmodromenen i Sovjetunionen. Laika blev det første større dyr i rummet den 3. november 1957. Laika døde dog af overophedning få timer efter opsendelsen grundet en fejl i temperaturreguleringen. Det første menneske i rummet var Jurij Gagarin den 12. april 1961 om bord på Vostok 1, Valentina Tereshkova var den første kvinde i rummet den 16. juni 1963 om bord på Vostok 6Soviet cosmonaut Valentina Tereshkova becomes the first woman in space - HISTORY, mens Neil Armstrong, som det første menneske, satte foden på Månens overflade den 21. juli 1969.
Den første landing på en komet med et ubemandet landingsmodul skete den 12. november 2014 da landingsmodulet Philae landede på kometen Churyumov-Gerasimenko efter en ti års rumrejse.
Den 2. september 2015, blev den første dansker nogensinde sendt ud i rummet. Andreas Mogensen tog fra Bajkonur i Kazakhstan på en 10 dages rumrejse til Den Internationale Rumstation.
Kommerciel rumfart og fornyet månekapløb I det 21. århundrede har rumfarten ændret karakter fra primært at være drevet af nationale rumfartsorganisationer (som NASA og Roskosmos) til i stigende grad at involvere private virksomheder. Virksomheder som SpaceX og Blue Origin har udviklet genanvendelige raketter (f.eks. Falcon 9), hvilket har sænket prisen for opsendelser markant.
NASA har med Artemis-programmet indledt en ny fase af udforskningen af Månen, med det mål at landsætte mennesker på Månens sydpol og etablere en permanent base. Samtidig har Kina udbygget sin tilstedeværelse i rummet med sin egen rumstation, Tiangong.
Den 26. august 2023 blev Andreas Mogensen opsendt på sin anden mission, Huginn, hvor han som den første ikke-amerikaner var pilot på et amerikansk Crew Dragon-rumfartøj og tjente som kommandør på Den Internationale Rumstation.
Rakettens historie
Ideen til at fremstille raketter stammer fra middelalderen. Det drejede sig om at skyde pile med ild i mod sine fjender. I år 1232 sendte kineserne ”rigtige” raketter mod fjenden. I dette tilfælde mod mongolerne i slaget ved Kai Fung Fu. Det var også Kina der opfandt de første fyrværkeriraketter. De mere kraftige krigsraketter blev første gang fremstillet af William Congreve i 1800, og Danmark var nogle af de første til at opleve dem. Det skete i 1807 hvor 300 Congreveraketter blev sendt mod København under Københavns bombardement. På dette tidspunkt var det kun sket en gang før, at en by blev bombarderet med raketter. Herfra udviklede raketterne sig efterhånden til at blive mere avancerede. I begyndelsen af 1900-tallet begyndte Robert H. Goddard at eksperimentere med raketter, bl.a. raketter med flydende brændstof. Den russiske gymnasielærer Konstantin Tsiolkovskij var forfatteren til den første bog om raketter, og om hvordan man kunne bruge flydende brændstof i stedet for krudt.
Den moderne raket Den moderne raket blev opfundet af Robert Goddard, som brugte flydende brændstof og en speciel dyse, der fik raketten til at yde mere fremdrift. Robert Goddard indså, at ved at tilføre raketten en tilpas høj hastighed kunne man få en nyttelast til at gå i kredsløb om Jorden. Herefter skrev han bogen A Method of Reaching Extreme Altitudes, hvori han beskrev muligheden for at sende ting i kredsløb om Jorden. Goddards teorier blev i samtiden mødt med skepsis af både pressen og videnskabelige kredse, men få årtier senere sendte Sovjetunionen Sputnik 1 i kredsløb om Jorden, ved hjælp af en raket, som helt byggede på de principper Goddard havde fastlagt. Omkring Anden Verdenskrig fremstilledes en ny raket. Raketten skulle bruges til at lægge fjendens byer i ruiner og fik navnet V2. Under krigen blev en V2-raket sendt ind over London. Det gjorde så stort et indryk, at USA efter krigen overtog raketterne samt de videnskabsmænd som stod bag V2. Både USA og Sovjetunionen var interesseret i at få placeret et sprænghoved på raketten. Begge parter var også villige til at sætte atomvåben i dem, så de kunne have atomvåben ude i rummet. Men vigtigst mente både USA og Sovjetunionen at man måtte udforske rummet noget mere. USA og Sovjetunionen kæmpede bravt for at få den første genstand ud i rummet. USA mente selv at de var teknologisk stærkest, så det kom som et chok da russerne sendte en R7 raket, med Sputnik 1 i, i kredsløb om Jorden. Sputnik 1 var den første kunstige satellit som blev sendt i kredsløb om kloden.
Efter at Sputnik 1 var sendt i rummet, stod det klart for USA at de ikke skulle lægge rummet bag sig. USA satsede alt på at fremstille enorme raketter som skulle sende ting ud i rummet. I 1958 lykkedes det så USA at sende deres første satellit Explorer 1 ud i rummet. USA troede nu, at de var ved at indhente Sovjetunionens forspring i rumkapløbet. Men det skulle vise sig at Sovjetunionen var meget længere fremme. Den 12. april 1961 sendte Sovjetunionen deres Vostok 1 ud i rummet. I raketten sad Jurij Gagarin, en russisk kosmonaut. Raketten gik i kredsløb om Jorden, og Jurij Gagarin tilbragte 1 time og 48 minutter i rummet. Sovjetunionen havde sendt deres første mand ud rummet, og derved den første i verdenshistorien. USA var endnu engang langt tilbage i rumkapløbet. USA genvandt dog terræn i rumkapløbet senere i 1960'erne. USA og Sovjetunionen havde nu sat gang i kapløbet om Månen. Sovjetunionen mislykkedes gang på gang, og USA havde nu indhentet Sovjetunionens forspring. USA begyndte at tænke på en ny raket. De fremstillede en raket, som teoretisk og fysisk skulle bringe folk til månen. Raketten blev kaldt Saturn V, og skulle blive et af USA’s bedste investeringer. USA var klar til at sende deres første Saturn V raket mod månen den 27. januar 1967. USA og NASA’s månemissioner blev kaldt for Apollo-programmet. Den 27. januar 1967 forberedte USA sig på at sende Apollo 1 af sted. Raketten og besætninger var parate, men en brand i landingsmodulet dræbte de 3 astronauter om bord, før de var sendt ud af rampen. USA havde ikke råd til at miste flere mennesker, så de satsede på mere sikre missioner. Den 20. juli 1969 var USA klar til at forsøge en mission til månen igen. Om bord var de tre astronauter Neil Armstrong, Buzz Aldrin og Michael Collins. Rejsen gik utroligt nok uden problemer, og månelandingsfartøjet landede i månens uberørte støv. Da støvet omkring fartøjet lagde sig, steg besætningen ud. Armstrong steg ud først, og sagde med sine velkendte ord: ”That's one small step for [a] man, one giant leap for Mankind”. Apollo 11 var den største succes USA havde haft, gennem tidens løb. Apolloprogrammet udførte i alt 6 månelandinger. Men et forsøg blev en total fiasko, og blev en kamp om overlevelse frem for en kamp mod månen. Nemlig Apollo 13. Apollos Saturn V raketter var blevet for dyre at bruge, så NASA begyndte at fremstille genanvendelige raketter, rumfærger.
Apollo 11
Den 16. juli 1969 opsendtes Apollo 11 fra Kennedy Space Center i Florida. Målet var Månen. Besætningen bestod af astronauterne Neil Armstrong, Edwin Aldrin og Michael Collins. Fire dage senere landede Armstrong og Aldrin i månelandingsmodulet Eagle i Stilhedens Hav på Månen. Den 21. juli kravlede Armstrong ud af månelandingsmodulet, ned af stigen og satte foden på Månen med de berømte ord: 'That's one small step for [a] man, one giant leap for mankind.' USA havde vundet kapløbet om at komme først til Månen. Astronauterne kunne i triumf placere det amerikanske flag på dens overflade. Derefter tog de nogle stenprøver, hvorefter turen gik hjemad. 24. juli 1969 landede Apollo 11 i Stillehavet. Der blev astronauterne samlet op af hangarskibet USS Hornet. Om bord var den amerikanske præsident Richard Nixon for at byde dem velkommen tilbage til Jorden. Senere samme år landsatte Apollo 12 ligeledes mennesker på Månen. I alt foretog amerikanerne 6 månelandinger. Den sidste fandt sted i 1972. Siden dengang har intet menneske befundet sig mere end højest nogle få hundrede kilometer over Jordens overflade.
Apollo 13
Apollo 13 var den syvende bemandede mission i Apollo programmet. Det skulle have været den tredje månelanding, der skulle have fundet sted i Fra Mauro højlandet. Men i stedet blev missionen berømt for den eksplosion, der skete i servicemodulet og den efterfølgende vanskelige, men succesfulde redningsmission tilbage til Jorden.
Mens rumskibet var på vej mod Månen, eksploderede ilttank nummer 2 i servicemodulet, da besætningen tændte for et ”piskeris”, der skulle røre rundt i den flydende ilt. Eksplosionen beskadigede andre dele i servicemodulet, herunder ilttank nummer 1. Eksplosionen skyldtes at ”piskeriset” var blevet konstrueret tidligt i designfasen. Efterfølgende var den elektriske spænding i servicemodulet blevet forøget, men det var der ikke blevet taget højde for i piskeriset, og derfor smeltede det. Ilden fik trykket i tanken til at stige til mere end 7MPa og tanken eksploderede.
Tabet af begge ilttanke betød at der ikke længere kunne produceres strøm og den planlagte månelanding måtte aflyses. I stedet skulle rumskibet passere rundt om Månen og vende tilbage til Jorden.
Hele verden fulgte med i redningsmissionen på fjernsynet, mens besætningen fik hjælp fra jordkontrollen, som kæmpede med at få rumskibet tilbage til Jorden. Månelandingsfartøjet spillede en stor rolle som redningsbåd. Efter eksplosionen var der kun strøm til 10 timer i kommandomodulets nødbatterier, og den skulle bruges til landingen.
Et af de største problemer var at månelandingsmodulet var bygget til at to mand kunne opholde sig der i to dage – nu skulle tre mand opholde sig der i fire dage. Filtrene til fjernelse af kuldioxid fra udåndingsluften kunne ikke klare den ekstra belastning, og reservefiltrene i kommandomodulet havde en anden form, og kunne ikke umiddelbart bruges til noget fornuftigt. Men det lykkedes at bygge en tilkobling af forskellige stumper om bord. For at fartøjet kunne vende tilbage til Jorden var en kursændring nødvendig. Normalt ville det nemt kunne klares med servicemodulets raketmotor, men man ville ikke risikere at bruge den, da man ikke vidste om den havde taget skade. I stedet for brugte man månelandingsfartøjets landingsmotor. Den blev, oven i købet tændt endnu en gang for at foretage en mindre kurskorrektion, selvom den kun var bygget til at kunne tændes én gang.
Før landingen måtte besætningen afkaste såvel månelandingsfartøj som servicemodul. Først da fik de mulighed for at se den omfattende skade, som var forårsaget af eksplosionen.
Ifølge legenden skete ulykken med ilttanken d. 13. april, kl. 13:13 (Houstontid): På den efterfølgende pressekonference, begyndte Jim Lovell sin redegørelse med ordene "I am not a superstitious person".
Rumstationer