thumb|300px|Germanien og Romerriget
Germanien () var betegnelsen i romertiden for området, der strakte sig fra Rhinens østbred og øst over indtil Weichsel. Området var beboedes af forskellige stammer, overvejende germanske og sandsynligvis talte de et oldgermanske sprog. To romerske provinser, Germania I og Germania II, lå vest for Rhinen. Magna Germania kaldtes også det frie Germanien. Det romerske Germanien I og II kaldtes også Germania Inferior (der nogenlunde omfattede de sydlige Nederlande samt Bonn og Köln) og Germania Superior (der nogenlunde omfattede det vestlige Schweiz og Alsace samt Strasbourg og Mainz). Kaldenavnene inferior og superior henviser til provinsernes beliggenhed henholdsvis mod Rhinens udløb og den øvre Rhin.
Kilder til Germaniens forhold
Vil man vide noget om forholdene i datidens Germanien - eller snarere: om klassiske (græske og romerske) forfatteres opfattelse af forholdene - er man henvist til de samtidige skrifter. Her støder man imidlertid på to vanskeligheder: det ene er skrifternes overlevering til nutiden, det andet er fortolkningen og forståelsen af skrifternes indhold.
Kun kendt fra omtale
I flere tilfælde kendes de oprindelige skrifter ikke mere. Det vides kun, at de har eksisteret, fordi de omtales af senere (klassiske) forfattere. Man er derfor henvist til at forsøge at genskabe det indhold, skrifterne må have haft, med de muligheder for fejl, der er knyttet til dette.
Fortolkningen
Ikke mindre vanskeligt er tolkningen. Man må gøre sig klart, at skrifterne blev forfattede med de (bevidste eller ubevidste) fordomme, som forfatterne måtte have om Germanien. Ligeledes vil en nutidig fortolkning også være "farvet" af nutidens fordomme om datidige forhold. Derfor vil fortolkningen ske gennem et dobbelt filter: "Den moderne fortolker af antikke etnografiske beretninger om det nordvestlige Europas befolkninger, hvis autorer tilhører én kulturform, skal således gennem en anden (den antikke græske eller romerske) forsøge at trænge frem til en tredje (den galliske, britanniske eller germanske)."Lund (1993), s. 47
Når antikke forfattere skulle forklare forhold i fremmede kulturer, var der en tendens til at fremhæve mirabilia - alt hvad der er forunderligt.Lund (1993), s. 48 og 53 Ligeledes formuleres forklaringen ind i beskriverens kulturform og sprog, hvorved der sker en interpretatio Græca eller en interpretatio Romana.
Desuden må nævnes de sproglige vanskeligheder. Kun en trænet filolog vil have mulighed for at vurdere, om den sprogform, der anvendes i fx navnestof i en tekst, kan være grundform for en lignende men ikke helt ens, der findes i senere kilder. Der er derfor fare for, at fortolkninger forfalder til folkeetymologi - argumentum etymologicum - som følge af visse sproglige ligheder.Lund (1993), s. 83 Sådanne vanskeligheder gør, at mange - især historikere men også filologer, der har overtaget historikernes paradigme - helt afviser, at det er muligt at bruge antikke kilder til at skaffe sig sand viden om antikke forholdfx Lund (1993), s. 7 og 118, mens andre er rede til at påtage sig det fornødne udredningsarbejde for at nå frem til den tilstand, som den klassiske forfatter forsøgte at skildre.
Endelig må huskes, at de antikke kilder ikke alle er samtidige, men fordeler sig over flere hundrede år. Germanien var imidlertid ikke et statisk område i antikken: der skete både forandringer af social karakter og med hensyn til opdelingen i og fordelingen af etniske grupper. Man må derfor være varsom med at sammenstille kildeudsagn af uens alder.
Kildernes tidsinddeling
Et vigtigt led i forståelsen af kilderne er deres tidsfæstelse. For så vidt angår Germanien findes følgende antikke skrifter rangordnet efter tidspunktet for deres oprindelse:
4.-1. århundrede f.v.t. Pytheas fra Massalia (ca 330-300 f.v.t.)
1. århundrede f.v.t. Julius Cæsar (100 - 44 f.v.t.)Lund (1993), s. 153 Poseidonios fra Apameia Diodorus Siculus Dionysios fra Halikarnassos (1. årh. f.v.t.) Velleius Paterculus
Tiden omkring Kristi fødsel Augustus (63 f.v.t. - 14 e.v.t.)Lund (1993), s. 216 Strabon (64/63 f.v.t. - 19 eller 23/24 e.v.t.) Titus Livius (59 f.v.t. - 17 e.v.t.)Lund (1993), s. 226
1. århundrede e.v.t. Pomponius Mela (41 - 54 e.v.t.) Plinius den ældre (23 - 79 e.v.t.) Tacitus (ca. 56 - 120 e.v.t.)Lund (1993), s. 231
2. århundrede e.v.t. Ptolemæus (ca. 85 - 165 e.v.t.)Grane (2003), s. 138
6. århundrede e.v.t. Cassiodor (ca. 485 - 580 e.v.t.)Lund (1993), s. 281 Jordanes (ca. 485 - 552 e.v.t.) Venantius Fortunatus (ca. 530 – ca. 600/609) Gregor af Tours (ca. 538 – 594?) thumb|300px|Ptolemæus "Magna Germania". Bjergkæder, større floder samt Jylland omgivet af 3 x 3 øer ses tydeligt.
Kilderne for de antikke forfattere lader sig inddele i nogle få hovedtyper: - rejseberetninger fra romerske fremstød, krigeriske eller handelsmæssige, i Germanien,fx Lund (1993), s. 216Grane (2003), s. 130 - iagttagelser i grænsenære områder, - iagttagelser blandt germanere, der opholdt sig i Romerriget, - mundtlige oplysninger hentet direkte fra germanerne selv,fx Lund (1993), s. 86, 95 - hinanden.fx Lund (1993), s. 84, 281 De antikke forfattere refererer ofte oplysninger hentet fra andre antikke forfattere og med angivelse af hvem. En række nu forsvundne antikke værkers eksistens kendes kun fra omtale i andre antikke kilder.
Blandt kilderne for de antikke forfattere spillede rejseberetninger en hovedrolle. Geografisk havde de ældre forfattere til og med Pomponius Mela kun kendskab til det vestlige Germanien: kyststrækningen fra Rhinen til Jylland, mens Plinius den ældre, Tacitus og Ptolemæus også kendte til området i Østersøen frem til Weichsel (og formentlig videre). Forklaringen på denne udvidelse af kendskabet til forholdene i det nordlige Europa skal formentlig søges i den ekspedition, som kejser Augustus i år 5 e.v.t. lod sende nordpå fra Elben. Det var denne ekspedition, som skaffede grundlaget for efterfølgende skildringer af forholdene, idet ingen senere ekspeditioner blev sendt til disse egne i flere hundrede år efter, at romerne led et afgørende nederlag i Teutoburgerskoven i år 9 e.v.t. Samme rejse er grundlaget for de ældste kort over Danmark, der tydeligt viser Jylland som en halvø, hvilken iagttagelse kun kan skyldes selvsyn fra en rejsende.Schütte (1915), s. 14 På det ptolemæiske Danmarkskort optræder Jylland omgivet af 3 øer mod vest, 3 øer mod nord og 3 øer + 1 mod øst. Gudmund Schütte mente, at indtegningen af disse øer "maa nærmest kaldes en vilkaarlig Stilisering", som næppe har eksisteret på det kort, som var forbillede for PtolemæusSchütte (1915), s. 15, men han har ikke nødvendigvis ret, idet øerne mod vest kunne være Fanø, Rømø og Sild i Vadehavet, øerne mod nord kunne være Mors, Thy og Vendsyssel (idet Thy og Vendsyssel i ældre tid har været adskilt af et farvand kendt som "Sløjkanalen"Andreasen og Grøn, s. 30-32), mens øerne mod øst kunne være Fyn, Sjælland og Skåne (på kortet benævnt Scandia), der altså fejlagtigt er opfattet som en ø, samt måske Bornholm. Ptolemæus beskyldes også for at have fejlplaceret visse stammer og dubbleret eller endog tre- og firedoblet deres forekomstSchütte (1915), s. 16f, men samtidig er mange stammenavne nøjagtigt placerede set ud fra senere tiders kendskab til deres bopæl.Schütte (1915), s. 17
Først hos Jordanes optræder en nøjere beskrivelse af forholdene på Den skandinaviske Halvø. Skildringen af stammerne er ret detaljeret, og der kan påvises stor overensstemmelse mellem de omtalte folkestammer og steder på halvøen.Svennung (1964), s. 65-102 Nok så vigtigt er det, at kilden til Jordanes' fremstilling formentlig er en rejseskildring, mundtlig eller skriftlig (formodentlig en søfarende eller en købmandSvennung (1964), s. 11) samt Cassiodor, som han har kopieret fra men desværre ikke formår at referere på en måde, der lever op til forbilledet.Svennung (1965), s. 1-41 Trods påviselige fejl og misforståelser repræsenterer Jordanes en betydelig udvidelse af sydens kendskab til Norden.
Nok så vigtigt ved anvendelsen af klassiske forfatteres skildringer er, at de fleste antikke kilder ikke havde forholdene i Germanien som deres hovedemne men derimod som noget, der forbigående nævnes i anden sammenhæng. Disse forhold betyder, at de antikke kilders omtaler af Germanien fremtræder som "kaotiske, brudstykkeagtige og upålidelige".Bibby, s. 12 For at opnå en mere fast grund under fødderne har mange forskere derfor ved siden af de skriftlige antikke kilder inddraget andre, således stednavne og arkæologiske fund for derved at kunne give en mere fyldestgørende fremstilling.fx Ethelberg, s. 15-27 Det må dog tilføjes, at værdien heraf står og falder med rigtigheden af fortolkningen ved denne inddragelse.
Geografi thumb|300px|Ptolemæus ca. 150 e.v.t. (Manuskript fra 15. århundrede, Britisk Library Harley MS 7182). Bemærk den jyske halvø. De antikke kilder indeholder kun forholdsvis lidt til beskrivelse af Germaniens geografi, det vil sige om klima, områder, floder, have, skove, bjerge og lignende. Til gengæld giver der forholdsvis udførlig omtale af de etniske forhold.
Strabon