thumb|En hanspækhugger med sin karakteristiske høje rygfinne svømmer i vandene nær Tysfjord, Norge. Spækhuggeren () er en tandhval, der tilhører delfinfamilien og er den største delfinart i verden. Den er efter areal det næstmest udbredte pattedyr på jorden (efter mennesket) og findes i alle jordens have, fra de arktiske regioner til de tropiske have. Den lever af både fisk, havskildpadder, havfugle, hajer, sæler, søkøer og endda andre tandhvaler, hvilket placerer spækhuggeren øverst i den maritime fødekæde. Spækhuggere er ligeledes kendt for at angribe bardehvaler, især gråhvaler og blåhvaler.
Spækhuggeren er et havpattedyr med et frygtindgydende ry, der går tilbage til Gaius Plinius Secundus' udgivelse af Naturalis Historia i år 77. Der har ikke været nogen rapporterede tilfælde af angreb på mennesker i naturen, bortset fra et enkelt tilfælde hvor en dreng i Alaska blev ramt, men ikke bidt, mens han svømmede. Der har dog været isolerede tilfælde, hvor spækhuggere i fangenskab har angrebet deres trænere i delfinarier og akvarier.
Navngivning
I antikkens Rom blev dyret kaldt "orca". Herfra stammer artens senere videnskabelige navn Orcinus orca. Romerne havde muligvis lånt navnet fra det græske ord der bl.a. blev brugt om en hvalart. Betegnelsen "orc" (eller dets variant "ork") er historisk blevet brugt til at beskrive store fisk, hvaler og søuhyrer. Det betragtes nu som en forældet udgave af "orca".
Det danske navn, spækhugger, er i gamle dage opstået blandt hvalfangere, som var bitre over, at flokke af de hurtige spækhuggere kunne æde (hugge) af det værdifulde spæk på de nedlagte bardehvaler, inden man kunne nå at skære det af og laste det.
På andre sprog har den mere faretruende navne. Det engelske navn "killer whale" (dræberhval) er en fri oversættelse fra spansk. På dansk anvendes betegnelsen "dræberhval" imidlertid ikke. På finsk og hollandsk kaldes den for henholdsvis miekkavalas og zwaardwalvis, hvilket betyder "sværdhval", som også er dens navn på tysk (Schwertwal), med reference til hannernes store rygfinne. For Haida-folket, de lokale indfødte i øgruppen Haida Gwaii ud for Britisk Columbia, var dyret kendt som skana eller "dræberdæmon". Japanerne kalder den shachi (鯱), hvis Kanji kombinerer tegnene for fisk (魚) og tiger (虎).
Taksonomi og udvikling thumb|Spækhuggerens kranium. Spækhuggeren er den eneste art i slægten Orcinus. Den er en af ca. 35 arter i delfinfamilien. Ligesom kaskelothvalens slægt Physeter, indeholder Orcinus-slægten en enkelt udbredt art uden nogen nærmere slægtninge set fra et udviklingsmæssigt synspunkt. Derfor mener palæontologer, at spækhuggeren er en oplagt kandidat til et dyr, der har udviklet sig, uden at arten er blevet forgrenet, dvs. det er direkte udvikling fra forfædre til efterkommere. Hvis dette er sandt, gør det spækhuggeren til en af de ældste delfinarter, om end det er usandsynligt, at den er lige så gammel som hele familien, som går mindst fem millioner år tilbage i tiden.
Forskellige typer af spækhuggere Der er beskrevet tre til fem forskellige typer af spækhuggere, der måske er tilstrækkeligt forskellige til at kunne defineres som racer,. Status of Killer Whales in Canada. Contract report to the Committee on the Status of Endangered Wildlife in Canada, Ottawa, ON, Canada. Also published as http://www.cascadiaresearch.org/robin/kwstatus2001.pdf Status of Killer Whales, Orcinus orca, in Canada] The Canadian Field-Naturalist 115(4) (2001), 676–701. Retrieved 2010-01-26 underarter eller måske selvstændige arter. Organisatioen IUCN mener, at "det er sandsynligt at Orcinus orca vil blive delt op i et antal nye arter eller underarter indenfor de kommende år". thumb|Spækhuggere, som denne fra Alaska, ses ofte helt ude af vandet. I 1970'erne og 1980'erne førte forskning til opdeling af spækhuggerne langs Nordamerikas vestkyst i tre typer:
Standflokke:Hvaler og delfiner i farver, 1995, Politikens Forlag, Spækhuggere i standflokke er dem man oftest støder på nær kysten i det nordøstlige Stillehav. Deres føde består primært af fisk, bl.a. laks og sild, men også blæksprutter. De lever i stærke familiegrupper, bestående af en gammel hun og hendes døtre og sønner. Grupperne bevæger sig konstant, nogle gange så meget som 150 kilometer om dagen, men holder sig til de samme områder, og de samme dyr kan således ses år efter år i de samme områder ud for delstaten Washington (USA) og provinsen British Columbia (Canada). Disse bestande er blandt de bedst undersøgte fritlevende havpattedyr og forskere har på 30 år identificeret og navngivet over 300 forskellige individer. Standflokkenes hunner har karakteristisk afrundede rygfinner, der afsluttes med en skarp kant, der kan bruges til at adskille dem fra vandreflokkenes. Flere grupper kan samles i storflokke, der kan indeholde over 150 dyr. De kan også ses svømmende sammen med marsvin, andre delfiner og søløver, der ellers ofte er bytte for de andre spækhuggere.
Vandreflokke: Vandreflokkene består oftest af mindre grupper og lever udelukkende af havpattedyr. Gruppe- og familiestrukturen er mindre fasttømret end hos standflokkene. En huns førstfødte han vil typisk blive hos hende som voksen, men det er ikke sjældent at efterfølgende hanunger forlader flokken, når de bliver voksne. Vandreflokkene ses ofte svømmende langs kysten for at jage bytte, hvilket ofte er sæler, delfiner, marsvin og søløver. Ofte, for at undgå skader, vil de forsøge at lamme deres bytte, inden de dræber og spiser det. Det kan bl.a. involvere at kaste det op i luften, slå det med halen eller torpedere det med snuden. De kan sågar finde på at strande sig selv og lande oven på byttet. Hunnerne har en karakteristisk rygfinne, der er spidsere end den hos standflokkene. Det grå eller hvide område omkring rygfinnen (sadlen) indeholder ofte sorte elementer hos vandreflokkene. Hannerne har ofte en arret rygfinne, hvilket sandsynligvis viser de skader de pådrager sig under jagten. Hele gruppen rejser og jager ofte i fuldstændig stilhed idet deres bytte (sæler, marsvin og delfiner) i modsætning til fisk kan høre spækhuggernes biosonar og kommunikationslyde på stor afstand. Deres leveområde strækker sig fra Alaska til Californien og de samme individer kan ses både i nord og syd. For at dræbe store havpattedyr, som hvaler, samles grupperne i en supergruppe, der består af to til tre mindre grupper.
Standflokke og vandreflokke kan træffes i de samme områder, men de undgår hinanden. Det skønnes at de to grupper delte sig evolutionært for omkring 2 millioner år siden og genetiske data indikerer at de ikke har udvekslet gener de sidste 10.000 år.
Offshore (åbentvandsform): En tredje form for spækhuggere blev beskrevet i 1988, men er ellers dårligt undersøgt. Som navnet antyder findes de langt fra kysten og lever primært af pelagiske stimefisk. De ofte arrede og flossede rygfinner tyder dog på at de også kan tage større bytte, såsom havpattedyr og hajer. De bliver oftest set langt fra kysten, vest for Vancouver Island, nær Queen Charlotte Islands. Åbentvandsformen samles typisk i store grupper på 20–75 individer, sommetider op til 200.
thumb|right|upright|Type C spækhuggere i Rosshavet. Den elliptiske blis over øjet er skrå.|alt=Killer whale mother and calf extending their bodies above the water surface, from pectoral fins forward, with ice-pack in background
Andre bestande af spækhuggere er ikke så velundersøgte, men forskning peger på at der findes tilsvarende standflokke, der lever af fisk langs Norges kyst og omkring Storbritannien og Island samtidig med at vandreflokke, der lever af havpattedyr også findes i Nordatlanten. En anden velkendt bestand af spækhuggere lever langs Sydamerikas kyster, hvor de lever af pingviner og søløver.Bourton, Jody. Two killer whale types found in UK waters, Earth News, BBC, 2010-01-05. Retrieved 2010-02-23
Tre former af spækhuggere er beskrevet fra det Sydlige Ishav.
Type A ligner en "typisk" spækhugger: en stor form med sorte og hvide farver og en stor hvid elliptisk blis over øjet ("øjeplet"). De findes på åbent hav og lever tilsyneladende overvejende af vågehvaler.
Type B er mindre end type A. Den har ligeledes en stor elliptisk blis over øjet, men er mere grå end sort på resten af kroppen og de hvide felter er gullighvide. Evans, W. E.; Yablokov, A. V. and Bowles, A. E. (1982). Geographic Variation in the Color Pattern of Killer Whales (Orcinus orca), Reports of the International Whaling Commission 32: 687–694. Retrieved 2010-02-16 De lever tilsyneladende overvejende af sæler.
Type C er den mindste form og findes i større grupper end andre former. Den elliptiske blis over øjet er tydeligt vinklet skråt nedad i modsætning til de andre former, hvor blissens længdeakse er mere parallel med kroppen. Farvemønstrene er i øvrigt tilsvarende Type B. Hovedfødekilden er tilsyneladende udelukkende antarktisk isfisk (Dissostichus mawsoni).Anne-Mette Høeg Andersen, Danmarks Akvarium: Fisk med frostvæske, side 13 Hentet d. 8. november 2010
B- og C-typerne lever tæt på pakisen og kiselalgerne i vandet kan være årsagen til gulfarvningen af spækhuggerne.Gorter, Uko. Newsletter of the Puget Sound Chapter of the American Cetacean Society, Spring 2004. Retrieved 2010-02-16
Genetiske data (udvalgt mitokondrie-DNA) støtter at de tre former er adskilte arter. Andre data (komplette mitochondrie-DNA) indikerer at de to antarktiske former, der lever af havpattedyr, sammen med vandreflokkene fra det nordlige Stillehav skal anerkendes som selvstændige arter, mens de fiskeædende former indtil videre skal betragtes som underarter.
To dværgformer (ikke at forveksle med halvspækhuggere) fra Antarktis blev beskrevet under navnene Orcinus nanus og Orcinus glacialis af russiske forskere i 1980'erne, men de fleste hvalforskere er i dag skeptiske overfor disse arters taksonomiske gyldighed og de kan ikke umiddelbart forbindes til de tre typer beskrevet ovenfor.
Fysisk beskrivelse
thumb|Spækhuggerens anatomi Spækhuggeren har tydelige farvetegninger, med en sort ryg, hvidt bryst og hvide sider, og en hvid blis over og bag øjet. Den er robust bygget med en høj rygfinne. Bag rygfinnen findes en mørkegrå "saddel". Hanner kan blive op til 9,5 meter lange og veje over 6 tons; det er rapporteret, at et par enkelte store hanner har været nær 8 tons tunge. Hunnerne er mindre med en længde på op til 8,5 meter og en vægt på omkring 5 tons. Den længste spækhugger, der er målt, var en han fra staten Washington på 9,8 meter. Kalve fødes med en vægt på ca. 180 kg og er omkring 2,4 meter lange. Modsat de fleste andre delfiner er lufferne på en spækhugger store og runde – mere en pagaj end andre delfinarters. Hannerne har betydeligt større luffer end hunnerne. Rygfinnen på hannerne er op til dobbelt så store som hunnernes, op til 1,8 meter høje, og mere trekantet. Hunnernes er kortere og mere afrundede. Hakker, sår, ar og lignende mærker på rygfinnerne bruges af forskerne til at identificere dyrene. Ved at fotografere hver rygfinne kan man studere dem nærmere og finde ud af, hvilke dyr man har set.
Store hanner kan sandsynligvis ikke forveksles med noget andet dyr i havet. På afstand i tempererede vande kan hunner og unger måske forveksles med en halvspækhugger eller Rissosdelfin.
Størstedelen af vores viden om spækhuggernes levevis er skaffet fra langtidsstudier af populationerne ud for kysterne af Britisk Columbia og Washington og ved at iagttage tilfangetagne spækhuggere. På grund af mængden af data og de meget strukturerede flokke i denne population er informationerne detaljerede og meget præcise; populationer i andre have kan dog have andre karakteristika.
Formering
thumb|En hun med sin kalv.