thumb|Forsiden af Grundloven af 1849. Danmarks Riges Grundlov (færøsk: Grundlógin, grønlandsk: Tunngaviusumik inatsit), almindeligvis blot grundloven (forkortet GRL),Hvornår er der valg eller folkeafstemning? på valg.im.dk er Kongeriget Danmarks forfatning og den centrale retskilde for rigets styreform, statsorganer og borgerlige frihedsrettigheder.Grundloven med forklaringer på Folketingets hjemmeside. Ordvalget er: Grundloven er Danmarks forfatning. & Grundloven på danmarkshistorien.dk I juridisk teori fremhæves det undertiden, at Grundloven ikke alene udgør hele Danmarks forfatning, men den vigtigste del af et bredere forfatningskompleks, hvortil også hører Tronfølgeloven, fortsat gældende rester af Kongeloven af 1665 samt i et vist omfang selvstyreordningerne for Færøerne og Grønland.side 23 i Jens Peter Christensen m.fl.: Dansk statsret. Jurist- og Økonomforbundets Forlag. 3. udgave. 2020. Peter Germer, Statsforfatningsret, 3. udgave, s. 8-9. Peter Germer, Statsforfatningsret, 3. udgave, s. 11. Grundloven gælder for hele Rigsfællesskabet – Danmark, Færøerne og Grønland – og dens fortolkning udgør et hovedområde inden for forfatningsretten.
Den første demokratiske grundlov, Junigrundloven, blev underskrevet den 5. juni 1849 af Frederik 7. og afløste enevældens forfatning, Kongeloven (Lex Regia) fra 1665. Grundloven regnes blandt verdens ældste fortsat gældende forfatninger. Siden 1849 er den ændret fem gange, mens ét revisionsforslag faldt ved en folkeafstemning i 1939. Den nuværende grundlov trådte i kraft den 5. juni 1953, underskrevet af Frederik 9. med kontrasignatur af Regering Erik Eriksen. Hovedforfatterne bag 1953-grundloven var professorerne Alf Ross og Poul Andersen, der var tilknyttet forfatningskommissionen 1946–53. I sprog, opbygning og hovedindhold bygger 1953-grundloven dog i vidt omfang på 1849-grundloven, og omtrent en tredjedel af Junigrundlovens bestemmelser gælder fortsat uændret.
Grundloven fastlægger Danmark som et parlamentarisk, konstitutionelt monarki og opstiller den klassiske magtadskillelse mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt, jf. § 3, der i sin ordlyd henfører den lovgivende magt til kongen og Folketinget i forening, den udøvende magt til kongen (regeringen) og den dømmende magt til domstolene. Denne ordning bygger idéhistorisk på oplysningstidens statsretlige tænkning, navnlig Montesquieus lære om magtens tredeling og Rousseaus forestilling om staten som en samfundspagt. Frihedsrettighederne er påvirket af USA's uafhængighedserklæring fra 1776 og den franske forfatning af 1791, mens de nærmeste forfatningsforbilleder var den norske grundlov af 1814 og især den belgiske forfatning af 1831. 1849-grundloven blev hovedsagelig udarbejdet af D.G. Monrad med stilistisk bistand fra Orla Lehmann og vedtaget af Den Grundlovgivende Rigsforsamling som en efter samtidens målestok meget liberal forfatning, om end den tilhørende valglov kun gav omkring 14 % af befolkningen valgret.
Grundloven regulerer rigets øverste statsorganer, folkekirkens stilling og borgernes grundlæggende rettigheder, herunder ytrings-, religions-, forsamlings-, forenings- og personlig frihed, og disse rettigheder tilkommer alle personer i riget og ikke alene danske statsborgere. De historiske grundlovsrevisioner afspejler overgangen fra monarkisk styre til fuldt parlamentarisk demokrati: med systemskiftet i 1901 blev parlamentarismen reelt gennemført, og i 1953 blev den grundlovsmæssigt anerkendt. Samme revision afskaffede Landstinget, udvidede Folketinget til 179 medlemmer, indførte regler om suverænitetsafgivelse til mellemfolkelige myndigheder (§ 20), oprettede Folketingets Ombudsmand (§ 55), udvidede frihedsrettighederne, indsatte den sociale løftebestemmelse i § 75 og som noget meget væsentligt i forbindelse med Danmarks status i FN udvidedes grundloven til også at gælde for Grønland, der hidtil havde haft status som koloni. Ved en samtidig ændring af Tronfølgeloven blev prinsesse Margrethe nærmeste arving til tronen i stedet for arveprins Knud.
Siden 1992 har grundlovens frihedsrettigheder virket side om side med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der ved lov er gjort til en del af dansk ret og i praksis har fået stor betydning på områder, som også reguleres af grundlovens §§ 71–80. Grundloven kan kun ændres efter den skærpede fremgangsmåde i § 88, hvorefter et forslag skal vedtages af to på hinanden følgende folketing og derefter godkendes ved folkeafstemning af et flertal, der samtidig udgør mindst 40 % af samtlige stemmeberettigede. Vedtagelsen af Junigrundloven den 5. juni 1849 markeres årligt som grundlovsdag.
Tidslinje
Historie thumb|Demonstration mod regeringen, 21. marts 1848 thumb|Den Grundlovgivende Rigsforsamling Maleri af Constantin Hansen fra 1860-64 thumb|Grundloven af 1849
Før-demokratiske forfatningslove Diverse håndfæstninger fra middelalderen (tidligst 1320) og frem til enevældens tid. Kongeloven fra 1665 som stadfæster enevælden med Frederik 3.
Grundloven af 1849
Historien, der leder op til grundloven af 1849 (Junigrundloven), er præget af en række begivenheder, der fletter sig ind i hinanden: Stænderforsamlingerne 1834-48, Hertugdømmet Holstens ønske om løsrivelse fra den danske helstat; sprogpolitikken i Slesvig og de nationalliberale politikeres parole om et Danmark til Ejderen. For en detaljeret gennemgang af helstatspolitikken, ejderpolitikken og treårskrigen, se de uddybende artikler ovenfor.
Fra enevælde til konstitutionelt monarki Ved sin død den 20. januar 1848 pålagde Christian 8. sin søn, Frederik 7., at indføre en forfatning for helstaten. Helstaten bestod af det egentlige kongerige og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg, hvor den danske konge regerede som hertug. I modsætning til Holsten og Lauenburg var Slesvig ikke medlem af Det tyske forbund, men et dansk rigslen. I Slesvig regerede den danske konge altså både som hertug (vasal) og konge (lensherre).
Frederik 7. udsendte en uge efter sin tronbestigelse et reskript om en ny forfatningsordning. Forfatningsudkast foreslog et fælles rigsråd for kongeriget og hertugdømmerne, som skulle bestå af lige mange medlemmer fra kongeriget og hertugdømmerne, og som skiftevis skulle samles i København og i hertugdømmerne.Hans Peter Gote Birkedal Barfod: Kong Frederik den Syvendes Sangkrønike, København 1864 Stænderforsamlingerne skulle få kompetence til at lovgive og opkræve skatter. Ikke alle mente dog, at dette var vidtgående nok, og en række nationalliberale politikere afholdt borgermøder med krav om en fri forfatning og en mere nationalistisk udenrigspolitik. Den gik ud på, at Kongeriget Danmark skulle indlemme hertugdømmet Slesvig. På et borgermøde den 20. marts 1848 blev det besluttet, at borgerne den 21. marts ville gå i demonstration mod kongens bolig på Christiansborg og dér kræve, at kongens regering (der var mod en indlemmelse af Slesvig i Danmark og fortalere for en bibeholdelse af helstatsmodellen), skulle gå af. Kongen var dog kommet dem i forkøbet og havde allerede afskediget sine ministre. Derfor kunne der den 22. marts 1848 dannedes en samlingsregering, det såkaldte Martsministeriet, af tidligere ministre og nationalliberale politikere. På det første statsrådsmøde bebudede kongen, at han ikke længere anså sig selv som enevældig monark, hvormed styreformen de facto blev konstitutionelt monarkisk.
Grundloven vedtages
Den nationalliberale D.G. Monrad, der var minister i martsministeriet, var hovedforfatter på det første udkast til en ny forfatningslov for Danmark og Slesvig. Han lod han sig inspirere af samtidens forfatningslove og skrev på baggrund deraf en skitse på 80 paragraffer. Dette udkast blev sprogligt tilrettet af bl.a. Orla Lehmann, der også var nationalliberal minister i regeringen. Udkastet blev den 24. oktober 1848 præsenteret for Den Grundlovsgivende Rigsforsamling, der var valgt den 5. oktober 1848 og trådt sammen den 23. oktober 1848. Rigsforsamlingen nedsatte den 21. december 1848 et grundlovsudvalg på 17 medlemmer, som skulle underkaste grundlovsudkastet en nærmere behandling, og i februar 1849 afgav grundlovsudvalget sin betænkning til rigsforsamlingen. Herefter fulgte langvarige og vanskelige forhandlinger, før der blev opnået forlig om et forslag, Da rigsforsamlingens 152 medlemmer var færdig med at behandle lovforslaget, var det vokset til 100 paragraffer. Det blev vedtaget af rigsforsamlingen den 25. maj 1849 og underskrevet af kongen den 5. juni 1849.Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1849 (Junigrundloven) lovteksten på danmarkshistorien.dk Grundloven gjaldt for Danmark, men fortalen åbnede muligheden for en udvidelse af dens gyldighed til Slesvig når borgerkrigen var forbi."(...) dog med Forbehold af at Ordng af alt, hvad der vedkommer Hertugdømmet Slesvigs Stilling, beroer indtil Freden er afsluttet.", her citeret efter Thomas Riis (Udg.): Forfatningsdokumenter fra Danmark, Norge og Sverige 1809-1849, München 2008
Spørgsmålet om hertugdømmerne
Forfatningsmæssigt opstod der efter 1. Slesvigske Krigs status quo-fred et spørgsmål om, hvordan forholdet imellem kongeriget og de tre hertugdømmer skulle ordnes. Helstatsforfatningen af 2. oktober 1855 samlede de fire stater i en form for konføderation. Delstaterne – Danmark, Slesvig og Holsten & Lauenborg – havde ret til at varetage interne anliggende, mens al udenrigs-, forsvars- og finanspolitik blev et fællesanliggende. Fællesanliggender skulle varetages af et Rigsråd med i alt 80 repræsentanter fra de tre delstater. På grund af modstand fra Holsten og Lauenborg fik forfatningen kun gyldighed i Danmark og Slesvig. Denne forfatningsmæssige situation var uholdbar, og kong Christian 9. underskrev 18. november 1863 Novemberforfatningen, som afløste den defekte Helstatsforfatning.
Med den nye fælles forfatning, blev der skabt noget, der minder om en føderation mellem Danmark og Slesvig: Under dække af at knytte de to stater tættere sammen, videreførte Novemberforfatningen det fælles Rigsråd for Danmark og Slesvig, men forøgede rådets kompetencer: Alle sager, der ikke udtrykkeligt var forbeholdt Danmark og Slesvig selv, skulle være forbeholdt Rigsrådet. Lidt forvirrende måske, kom det nye Rigsråds to kamre til at hedde det samme, som de to kamre i den danske Rigsdag: Folketinget og Landstinget. Novemberforfatningen førte til 2. Slesvigske Krig og Slesvigs indlemmelse i Preussen.
Den originale fysiske Grundlov Der findes kun én udgave af grundlovene fra 1849. Lovene blev nedskrevet på pergament af ikke særlig god kvalitet, angiveligt da pergamentet skulle overfladebehandles med en ny metode, med en form for kridtpasta. Kridt blev brugt til, at få siderne hvide, men pastametoden var ny. Siderne fremstår modsat pergament, med en meget jævn tyk, stiv papiragtig overflade. Grundloven er indbundet i rødt silkefløjl – symboliserende de danske farver med rødt omslag og kridhvide sider – med omslagstryk, snorværk, kvaster og segldåser i guld og sølv. Den originale grundlov opbevares i Rigsarkivet.
Grundloven af 1866
Grundloven af 1866, også kaldet "den gennemsete" eller "reviderede grundlov", var den forfatningsrevision, der blev gennemført i kølvandet på Danmarks nederlag i 2. slesvigske krig i 1864. Efter afståelsen af hertugdømmerne stod kongeriget Danmark i den særlige situation, at monarkiet reelt kun bestod af Danmark, men alligevel havde to forfatninger, Junigrundloven, der regulerede de indre anliggender, og Novemberforfatningen, der ordnede fællesanliggenderne, samt dermed også to parlamenter for samme område. Selv om fællesanliggenderne nu var bortfaldet, var der betydelig uenighed om, hvorvidt Novemberforfatningen skulle ophæves, fordi dens valgretsregler begunstigede de konservative, mens Junigrundlovens friere valgret favoriserede de liberale.