Anny Christiane Millior Berntsen (Anny Berntsen-Bure, mens hun var gift) (født 17. april 1894 i København, død 25. december 1982 i Nykøbing Sjælland) var en dansk snedkermester (uddannet i 1913), en af de første kvindelige af slagsen i Danmark. Hun var datter af Klaus Berntsen, der var statsminister i perioden 1910-1913 for Venstre.

Hun byggede Folketingets talerstol, der var færdigbygget i 1917 efter to års arbejde, da det ifølge Frede Bojsen, grundlægger af Rødkilde Højskole (bror til kvindesagsforkæmperen Jutta Bojsen-Møller) var vigtigt, at en kvinde lavede stolen, fordi de havde fået stemmeret i 1915. Et symbol på, at kvinder nu kunne deltage i demokratiet. Derudover lavede hun diverse stole og andet inventar til Højesteret.

Efter at have fået sit andet barn, beskyldte ægtemanden hende for utroskab, og de blev skilt. Hun blev frataget navnet Bure.Skilsmissebeviling Frederiksborg Amt 23.marts 1927 f a j 617/1927 Hun opgav også sit arbejde som snedker.

17. oktober 1935 blev hun indlagt på Sindssyghospitalet i Nykøbing Sjælland, hvor hun fik diagnosen skizofreni. På hospitalet delte hun sovesal med 23 andre kvinder. De havde alle diagnosen “kronisk urolige”. Hun blev aldrig udskrevet og døde juledag 1982 efter 47 års indlæggelse, hvor hverken børn, søskende eller eks-mand efter sigende nogensinde kontaktede hende.

Referencer

Eksterne henvisninger

Kategori:Snedkere fra Danmark